Hvordan laver man en hjemmeside?

Læsetid: 8 minutter, 18 sekunder
02/08/2019 01:31

Hvis du sidder og tænker ’Hvordan laver jeg en hjemmeside?’, så er du langtfra den eneste. I dag er hjemmesider en uundværlig del af det at drive forretning. Hjemmesider fungerer som en form for udvidede visitkort. De besøgende kan lære mere om virksomheden, se produkterne, kontaktoplysningerne, åbningstiderne og meget mere. Alt dette gælder både for… View Article

Hvis du sidder og tænker ’Hvordan laver jeg en hjemmeside?’, så er du langtfra den eneste. I dag er hjemmesider en uundværlig del af det at drive forretning. Hjemmesider fungerer som en form for udvidede visitkort. De besøgende kan lære mere om virksomheden, se produkterne, kontaktoplysningerne, åbningstiderne og meget mere. Alt dette gælder både for eksisterende kunder, men det gælder i den grad også nye kunder.

En hjemmeside er derfor både med til at pleje kundeforholdet samt tiltrække nye kunder. Men det er ikke nok blot at have en hjemmeside. Siden skal også være velfungerende, flot og brugbar. Er hjemmesiden ikke det, vil de besøgende med stor sandsynlighed klikke sig videre på det store internet, og du taber altså til konkurrenten. Er du ikke klar over, hvordan du selv opretter en hjemmeside, er du kommet til det helt rette sted. Vi giver dig nemlig en guide til, hvordan man laver sin egen hjemmeside, og det er faktisk ikke så svært igen.

Oprettelse af hjemmeside – køb dit domænenavn

Det første trin til at oprette en hjemmeside er at købe et domænenavn. Et domæne er et unikt navn, der giver adgang til din hjemmeside. Et eksempel på et domænenavn er: www.webhotelportalen.dk. Fordi alle domænenavne er unikke, skal du finde et domænenavn, der er ledigt. Der kan altså ikke være to identiske domænenavne. Domænenavnet skal helst beskrive din virksomhed eller indholdet på hjemmesiden. Gør det ikke det, ved de besøgende ikke, hvad hjemmesiden handler om. Dog er det en god idé at finde på et kreativt og anderledes domænenavn. På den måde er det nemmere for de besøgende at huske hjemmesiden efterfølgende, så de igen kan besøge siden.

Du vælger selv, hvilken endelse domænet skal have. Her kan du f.eks. vælge mellem .dk, .eu, .com osv. Prisen på endelsen varierer alt efter dit valg. Når du vælger endelsen på dit domæne, skal du huske at have målgruppen i tankerne. Ønsker du, at hjemmesidens indhold skal rettes mod danskerne, er endelsen .dk passende. Har du derimod et ønske om at ramme et internationalt publikum, er .com mere ideelt. Derfor er det altså vigtigt, at du vælger endelsen på dit domænenavn alt efter hjemmesidens målgruppe.

Når du køber dit domænenavn, får du ofte en række fordele. Du får mulighed for at starte en webshop, hvor du kombinerer domænet med en webshop-løsning. Det er især ideelt for dig, der ønsker at sælge produkter online. Du kan også oprette en hjemmeside, som jo nok er dit formål. Derudover får du typisk din egen e-mailkonto. Langt de fleste udbydere af domæner inkluderer nemlig en e-mailkonto. Den bør du klart anvende, idet e-mailkontoen signalerer seriøsitet samt får virksomhedens identitet til at skinne igennem. Det er langt bedre end en personlig hotmail eller gmail, der slet ikke signalerer professionalisme eller seriøsitet.

Andet trin – køb et billigt eller professionelt webhotel

Det næste trin i processen er at købe et webhotel. Med et webhotel får du en serverplads på internettet, hvor dit domæne og din hjemmeside ligger på. Der findes forskellige priser på webhoteller alt afhængigt af dit behov. Har du brug for et billigt webhotel, kan du blot vælge det allerbilligste på markedet. Her vil du få adgang til de mest basale fordele såsom en smule lagerplads og månedlig trafik. Du kan også vælge et mere professionelt webhotel. Her får du en mere stabil server med mere lagerplads og månedlig trafik.

Det kan være svært at vide, hvor meget lagerplads og månedlig trafik du har brug for. Skal din hjemmeside blot bestå af tekst, vil det ikke kræve særlig meget lagerplads. Skal din hjemmeside derimod indeholde mange billeder, videoer og lignende, skal du bruge en del mere plads. Regner du ikke med, at hjemmesiden får særligt mange besøgende, behøver du ikke købe dig til en masse månedlig trafik. Regner du derimod med, at hjemmesiden tiltrækker meget trafik, skal du selvfølgelig købe efter det. Ofte kan du løbende opgradere din service hos dit webhotel, hvis du med tiden finder ud af, at du har brug for mere lagerplads eller månedlig trafik. Det påvirker i langt de fleste tilfælde ikke din eksisterende hjemmeside, men udvider den blot.

Når du vælger dit webhotel, skal du også overveje, hvorvidt du har brug for support eller ej. Nogle webhoteller giver dig nemlig mulighed for at kontakte en support. Her kan du få hjælp til opsætning eller tekniske fejl, hvis de skulle opstå. Det er dog ikke alle webhoteller, der tilbyder support. Som regel er det de allerbilligste webhoteller, der sparer supporten væk. Af den grund skal du altså overveje, om du vil betale for support eller ej – men husk, at det er penge, som er godt givet ud, hvis du en dag får brug for hjælp. Især hvis du ikke har tekniske evner, vil en support være uundværlig.

Aktiver domænenavnet for at oprette en hjemmeside

Det tredje trin i guiden er at aktivere dit domænenavn. Ender din hjemmeside på .dk, skal det gøres gennem DK-Hostmaster. DK-Hostmaster står nemlig for at registrere alle domæner i Danmark. Gå ind på DK-Hostmasters hjemmeside, og vælg ’selvbetjening login’. Herinde kan du aktivere dit domænenavn. Du vil modtage en mail fra DK-Hostmaster med instrukser til hvordan. Dog skal du være opmærksom på, at der kan gå op til en time, før du modtager mailen.

Når du aktiverer dit domænenavn på DK-Hostmaster, skal du gennemføre en såkaldt ID-kontrol. Det gør du ved at anvende dit NemID. DK-Hostmaster kræver denne sikkerhed for at bekæmpe internetkriminalitet. Når du har anvendt dit NemID, skal du efterfølgende angive dit CVR-nummer eller CPR-nummer.

Du vælger selv, hvor længe du ønsker at have dit domænenavn registreret. Hos DK-Hostmaster kan du vælge at registrere domænenavnet for et, to, tre eller fem år. Det kan være en god idé at registrere navnet for kort tid, hvis du blot ønsker at prøve det at oprette en hjemmeside. Har du langsigtede planer, skal du selvfølgelig registrere over længere tid.

Hvordan laver jeg så en hjemmeside?

Med et købt og registreret domænenavn samt webhotel er du nu kommet til sidste trin i guiden, som er selve oprettelsen af hjemmesiden. Der findes et væld af programmer og platforme, som du kan bruge til netop dette. Det er en smagssag, hvilket program folk foretrækker at bruge. Dog er der nogle platforme, der er mere populære end andre. De mest populære er WordPress, Wix, Jimbo, Weebly og Webnote.

Med WordPress kan du meget nemt oprette en hjemmeside. Du vælger blot dit ønskede tema i WordPress og installerer det. Derefter kan du let oprette indhold, menuer og sider på den pågældende hjemmeside. For at anvende WordPress skal dit webhotel understøtte MySQLi og PHP. Det gør størstedelen af webhotellerne i dag, men sørg alligevel for at tjekke efter, om dit webhotel også gør. Du kan også anvende Wix til oprettelse af hjemmeside. Wix er attraktivt for nybegyndere, som ikke kender kodesprog. Du kan altså oprette en smuk hjemmeside på kort tid.

Jimbo er gratis ligesom de andre programmer. Her kan du oprette en hjemmeside med et professionelt udtryk på blot et par minutter. Hjemmesideløsningen er meget brugervenlig. Weebly er god til markedsføring, e-handel og hjemmesider. Du kan oprette smukke hjemmesider, hvor du blot trækker og slipper indholdet. Slutteligt er Webnote ligeledes en nem hjemmesidebygger. Du vælger blot en designskabelon, der afspejler hjemmesidens indhold – f.eks. en restaurant, café eller et konsulentfirma. Derefter tilføjer du egne billeder og tekster, som personliggør hjemmesiden.

Indholdet på hjemmesiden skaber også siden

Efter at have læst dette håber vi, at du har fået besvaret dit spørgsmål om ’Hvordan laver jeg en hjemmeside?’ Når du har oprettet selve hjemmesiden, skal du bagefter fortsætte med arbejdet. Det er nemlig vigtigt, at du konstant opdaterer indholdet på hjemmesiden, idet indholdet ligeledes er med til at skabe siden. Sørg for at anvende billeder af god kvalitet og brug gerne mange billeder. Det giver et flot udtryk på siden. For at opretholde det flotte og visuelle udtryk bør du undgå at bruge mere end tre forskellige farver i designet.

Sproget har også en stor betydning for hjemmesidens professionelle look og effekt. Tjek, at hjemmesidens sætninger er letlæselige og korte. Det er de færreste, der ønsker at bruge tid på at læse snørklede og lange sætninger. Har du ikke styr på komma og grammatik, bør du overveje at bruge en korrekturlæser. Stavefejl og kommafejl virker nemlig ikke professionelt, og du kan faktisk miste kunder på det. Fang nye kunders opmærksomhed ved at vise positive kundeoplevelser på hjemmesiden. Det øger virksomhedens troværdighed, idet de besøgende kan se, at de faktisk får en god service og/eller produkt hos virksomheden.

Vores sidste par råd er at opfordre til handling på hjemmesiden. Det kan du gøre ved at indsætte billeder eller knapper, som opfordrer til handling. Du kan også gøre det i selve teksten ved at anvende vendinger som ’Kontakt os allerede i dag for at…’. Adgang til virksomhedens sociale medier er ligeledes en god idé, da de besøgende efterfølgende kan engageres på de sociale medier.

Seneste indlæg

Start med at bygge hurtige, smukke og moderne websites i løbet af ingen tid.