Sådan laver du din egen hjemmeside

Læsetid: 11 minutter, 59 sekunder
02/08/2019 01:26

Du vil gerne lave din egen hjemmeside, men du er i tvivl om, hvordan det skal gøres – ikke sandt? Det er der god grund til – umiddelbart virker det svært og uoverskueligt at lave en hjemmeside. Du tror måske endda, at du skal besidde en masse programmerings- og kodningsegenskaber, før det overhovedet er muligt… View Article

Du vil gerne lave din egen hjemmeside, men du er i tvivl om, hvordan det skal gøres – ikke sandt? Det er der god grund til – umiddelbart virker det svært og uoverskueligt at lave en hjemmeside. Du tror måske endda, at du skal besidde en masse programmerings- og kodningsegenskaber, før det overhovedet er muligt at lave din egen hjemmeside. Men sådan er det faktisk ikke. Relativt simpelt kan du lave din helt egen hjemmeside. Hvordan gør du så det? Det giver vi dig en masse gode råd til lige her på siden. Efterfølgende vil du være helt klar til at kreere din egen hjemmeside.

Køb dit domænenavn, og find hjemmeside-hosting

Det første, du skal gøre, er at købe eller leje et domænenavn. Du har også mulighed for at få et domænenavn helt gratis – men det er dog ikke at foretrække. Når du laver din egen hjemmeside med eget domæne, personliggør du hjemmesiden allerede fra start. Det er en del af brandingen, hvor din virksomhed tillægges troværdighed gennem navnet. Derudover får du tilknyttet egne mailadresser, når du opretter et domænenavn. Igen virker det mere professionelt. Ved køb af domæne øger du også din chance for at blive fundet på nettet, hvis du vel at mærke vælger det korrekte navn samt øger sikkerheden. Slutteligt får du mulighed for at vælge din hjemmeside-hosting helt selv.

Netop hjemmeside-hosting er næste del af det at lave en hjemmeside selv. Sammen med dit domænenavn skal du nemlig bruge hjemmeside-hosting. Hvis du ikke ved, hvad hjemmeside-hosting er, kan det sammenlignes med et hus og en adresse. Hjemmeside-hosting er huset, mens domænenavnet er adressen. Du kan med fordel købe domænenavn og hjemmeside-hosting samtidigt – ellers er det også muligt at købe disse to ting hver for sig.

Når du køber domænenavnet, skal du vælge endelsen dertil. Her kan du f.eks. vælge endelserne .dk, .com, .org og .net. Priserne på endelserne afhænger af dit valg. Du bør helt klart overveje din målgruppe, når du vælger din hjemmesides endelse. Har du et ønske om at tiltrække et internationalt publikum, er den mest passende endelse .com. Er hjemmesiden derimod rettet mod det danske publikum, er .dk ideelt. Som sagt er domænenavne unikke, hvilket betyder, at der ikke findes to identiske domænenavne. Er dit ønskede domæne optaget, kan du i stedet vælge .dk eller .com, hvis de er ledige.

Lav din egen hjemmeside med WordPress

Den mest geniale og effektive måde at lave din egen hjemmeside på er med WordPress. WordPress er nemlig en platform til at bygge hjemmesider. Det koster ikke noget at anvende WordPress, idet det er 100 % gratis. Dog betyder den manglende betaling ikke, at det ikke er en god platform at anvende. Du får masser af temaer, et utal af tilføjelser og uendelige muligheder. Nu har du faktisk alt det, du behøver for at lave en hjemmeside – domænenavn, hjemmeside-hosting og WordPress.

Anvender du WordPress til opsætning af hjemmesiden, skal du ikke bekymre dig om selve opsætningen. Platformen gør det nemlig nemt at indsætte billeder i tekster, flytte rundt på navigationen, lægger videoer op, gøre hjemmesiden pæn osv. Vælger du en hosting-hjemmeside med 1-click-installation, bliver det nærmest ikke nemmere for dig. Her skal du blot med et par få klik opsætte hjemmesiden via WordPress.

For at kunne anvende WordPress til din egen hjemmeside med eget domæne skal dit webhotel understøtte WordPress – eller teknologien bag. Helt konkret skal webhotellet kunne understøtte MySQLi og PHP, for at du kan anvende WordPress. Det gør langt de fleste webhoteller dog i dag, men det er alligevel en god idé at tjekke dette, inden du vælger dit webhotel. MySQLi gør det muligt for dig at interagere med dine brugere. Det gælder moduler og plug-ins som afstemninger og nyhedsbreve. PHP anvendes typisk til at oprette kodeord og brugernavne, lave spørgeskema, billedgallerier, forummer m.m.

Hvordan anvendes WordPress?

WordPress fungerer som en form for skabelon, der lægges på din hjemmeside-hosting. Det er gennem denne skabelon, at du styrer alle elementerne – indlæg, sider, videoer, billeder, navigation, lys osv. Du styrer elementerne gennem et kontrolpanel, der er visuelt. Ønsker du at udvide din WordPress-platform, findes der et væld af udvidelser, specielle koder og temaer. Disse kaldes plug-ins, og der findes over 17.000 forskellige. Ønsker du at installere plug-ins, er det også yderst nemt. Du gør det blot ved at foretage et enkelt klik i din WordPress-administrator.

Idet der findes så mange forskellige udvidelser, temaer, opsætninger, farver og layouts, vil du have rig mulighed for at personliggøre din hjemmeside. Du kan altså lave din egen hjemmeside i WordPress og opsætte den, som du gerne vil have det. Derfor skal du altså ikke bekymre dig om, hvorvidt din hjemmeside kommer til at ligne andre, der også anvender WordPress. Det har den populære platform sørget for, at du nemt kan undgå med alle de forskellige muligheder.

Når du laver din egen hjemmeside med WordPress, skal du ikke installere noget. Det eneste, du skal gøre, er at logge ind, hvorefter du kan foretage ændringer på din hjemmeside. WordPress er yderst logisk bygget op og minder lidt om programmet Word. Det betyder, at du ikke skal kende til programmering for at kunne bruge platformen. I stedet kan du nemt tilføje blogindlæg, nyheder og referencer.

Sådan foretager du ændringer på din hjemmeside

Det er sådan med hjemmesider, at de ikke er konstante. Du skal hele tiden foretage opdateringer og tilføjelser for at holde hjemmesiden ved lige. Gør du ikke det, virker hjemmesiden utroværdig. Daterede hjemmesider uden nutidige oplysninger er nemlig ikke attraktive for de besøgende. Derfor er det vigtigt, at du konstant sørger for, at siden er opdateret, når du laver en hjemmeside. Det kan være gennem nye blogindlæg, upload af nye billeder, tjek af kontaktinformationer og lignende. Men hvordan foretager du så rettelserne på din side, hvis du arbejder med WordPress? Det er særdeles nemt.

For at foretage ændringer på din hjemmeside via WordPress skal du blot indtaste domænenavnet og tilføje /wp-admin/. Tager vi vores eget domæne som eksempel, er det www.webhotelportalen.dk. For at rette denne hjemmeside indtastes blot www.webhotelportalen.dk/wp-admin/. Derefter er det muligt at anvende brugernavn og adgangskode til at logge ind – og nu kan hjemmesiden ændres.

Når du opretter din adgangskode i WordPress eller andre adgangskoder, bør du både anvende bogstaver og tal. Dertil bør du gøre adgangskoden lang samt variere brugen af store og små bogstaver. På den måde øger du sikkerheden markant, hvilket er ekstremt vigtigt. Får andre adgang til din WordPress-bruger, får de altså også mulighed for at foretage ændringer på hjemmesiden – eller slette hjemmesiden helt. Det er selvfølgelig ikke ønsket, og derfor er det meget vigtigt, at du opretter en stærk adgangskode.

De vigtigste punkter i WordPress, når du laver egen hjemmeside

Måske du synes, at vi tager for meget udgangspunkt i WordPress, men det er altså fordi, at WordPress klart er den nemmeste måde at lave din hjemmeside på. De vigtigste punkter i WordPress, som du kommer til at bruge allermest, er kontrolpanelet, medier, indlæg, sider, profil, kommentarer og værktøjer. I kontrolpanelet får du et overblik over indlæggene, siderne m.m. Du kan selv opsætte kontrolpanelet, så indholdet passer til dig. Derudover skifter kontrolpanelet også indhold, alt efter hvilket tema du har valgt.

Under det punkt, der hedder medier, vil alle videoer, lydklip og billeder ligge. Det er alt sammen medier, som du selv har uploadet. Du kan til hver en tid uploade nye medier, som igen vil ligge under medier. Indlæg dækker over blogindlæg og nyheder. Har du en hjemmeside med blogindlæg eller nyheder, vil det altså være her, du skriver i dem og redigerer dem. Indlæg er sorteret efter dato og i kategori. Under punktet sider kan du ændre dine siders indhold. Det kan f.eks. være kontakt-siden eller om os-siden – ja, alle de sider, som du har oprettet. Det er uden tvivl dette punkt, du kommer til at anvende mest. Hvordan du præcist ændrer i siden, vil være afhængigt af dit valgte tema.

Punktet profil giver dig mulighed for at foretage mange ændringer i dine profilindstillinger. Du kan bl.a. ændre beskrivelser, profilbillede, adgangskode, kaldenavn og farver. Under punktet kommentarer kan du se de kommentarer, som er skrevet til dine indlæg eller nyheder. Her kan du også besvare kommentarerne, slette spam m.m. Det sidste punkt er værktøjer. Via dette punkt kan du kopiere andre hjemmesider. Det er dog langtfra anbefalelsesværdigt. For det første er det ulovligt at kopiere for meget fra andre sider, mens det ligeledes skader din Google-placering.

Andre populære programmer til at lave din egen hjemmeside

WordPress er selvfølgelig ikke den eneste platform, du kan bruge til at lave hjemmeside med eget domæne. Der findes et væld af andre programmer og platforme, der både er effektive og nemme at anvende. Det første er webnode.dk. Firmaet er internationalt, men alligevel får du et gratis program til at oprette hjemmesider på dansk. Uden tekniske kompetencer får du mulighed for at opbygge moderne og flotte hjemmesider. Du registrerer dig blot som bruger inde på hjemmesiden, vælger en designskabelon og begynder at tilføje egne billeder og tekster. Ønsker du at fjerne reklamerne i bunden af siden, kan du købe en opgradering.

Et andet program til at lave din egen hjemmeside med eget domæne er Weebly. Du kan igen få dansk som sprog, og du vælger mellem stilrene og flotte designskabeloner. Registrer dig gratis på hjemmesiden, og få blot en enkelt lille reklame i bunden af siden, hvor der står Weebly. Med fire forskellige opgraderingspakker får du gode muligheder for personlige sider, mellemstore virksomheder, onlinebutikker og seriøse onlinebutikker.

Wix er ligeledes en service, hvor du laver en hjemmeside gratis. Wix er yderst populær og giver dig mange features. Det tæller bl.a. mulighed for at tilføje bookingsystem, onlinebutik og chatservice. Du registrerer dig blot som bruger, hvorefter du kan anvende Wix – også på dansk. Wix er en anelse mere avanceret at anvende, samtidig med at opgraderingspakkerne er lidt dyrere. Det giver dig langt flere redigeringsmuligheder, men kan også virke forvirrende, hvis du ikke er teknisk anlagt.

Det sidste supergode program er tyske Jimbo. Med Jimbo kan du lave egen hjemmeside helt gratis. Især bloggere, kunstnere og freelancere er glade for netop dette program. Det er ikke muligt at få Jimbo på dansk, men du kan vælge mellem engelsk og syv andre sprog. Med den gratis version vil to små reklamer med Jimbo-banner være til stede på hjemmesiden. Dog kan du opgradere din konto, hvorefter reklamerne vil forsvinde. Det specielle ved Jimbo er, at de ligeledes har en app til iOS og Android. I appen kan du skrive blogindlæg, tilføje billeder og redigere i tekst.

Gode råd til dig, der laver hjemmeside selv

Her til slut vil vi gerne give dig et par ekstra råd til hjemmesideredigeringen. Først og fremmest bør du sørge for at holde det enkelt samt tydeligt. Fortæl læseren, hvad hjemmesiden handler om. Undgå fyld på hjemmesiden med blinkende animationer, knapper og bannere. Sørg også for, at hjemmesiden er kompatibel med mobilskærme. 60 til 70 % af al trafik på internettet foretages nemlig på mobilskærme i 2019. Af den grund gælder det altså ikke blot om, at hjemmesiden ser flot ud på computerskærmen – men i allerhøjeste grad også på mobiltelefonen.

Dernæst skal du sørge for at rette opmærksomheden på læseren – og dermed ikke dig selv. Alt handler ikke om virksomheden, og derfor bør du undgå lange historier som ’Vores forretning har eksisteret siden 1876 med syv ansatte…’ De besøgende har i langt højere grad behov for at få tilbudt løsninger. Skriv i stedet ’Har du brug for en klipning?’, ’Ring til vores dygtige frisører på 11112222, og bliv klippet hurtigst muligt.’

Slutteligt skal du have godt styr på SEO – søgemaskineoptimering. Med søgemaskineoptimering gør du det nemmere for brugerne at finde din hjemmeside. Det gør du ved at udvælge nogle nøgleord, som folk finder gennem Google. Er du f.eks. bager i Aarhus, bør hjemmesidetitlen se sådan ud ’Virksomhedens navn – bager i Aarhus.’ Det kan lyde enkelt, men mange hjemmesider indeholder alligevel ikke sådanne informationer. Gå ind i hovederne på dine potentielle kunder, og overvej, hvilke ord de ville bruge i deres Google-søgninger.

Konklusion

At lave sin egen hjemmeside med eget domæne er altså ikke så svært i dag. Selv hvis du ikke besidder de store kodningsevner, kan du alligevel få opsat en professionel og flot hjemmeside. WordPress, Webnode, Weebly, Wix og Jimbo er blot et udpluk af de programmer, du kan anvende. Du kan enten vælge at købe dit eget domæne eller blot anvende det, der følger med dit redigeringsprogram. Du kan med fordel investere i et webhotel. Sørg for at opdatere hjemmesiden jævnligt for at øge sidens troværdighed.

Du bør holde sproget enkelt og tydeligt, fokusere på søgemaskineoptimering samt lade hjemmesiden være kompatibel med mobiltelefoner. Sørger du for at gøre disse relativt simple ting, vil du være i stand til at lave din egen hjemmeside med stor succes. Det vil klart være en fordel for dig, der driver en virksomhed. Hjemmesider fungerer nemlig som en slags udvidede visitkort, som giver dig adgang til potentielle kunder. Du kan også lave din egen hjemmeside til personlige behov, hvor du dyrker hjemmesiden som din hobby. Uanset hvad, så vil det være muligt for dig at lave din egen hjemmeside – uden at det kræver en masse.

Seneste indlæg

Start med at bygge hurtige, smukke og moderne websites i løbet af ingen tid.